De 12 juletips – #8: Læs manualen

På den ottende dag i julen fotografikurser mig gav – læs manualen
kend objektivet
en fast brændvidde
fem store brag
stå tidligt op
læg dig ned
fjern farverne
og fyld billedrammen helt ud

Hvis du læser det her 1. januar kan det være du ligger på sofaen med en lille smule ondt i hovedet. Udenfor er vejret uendelig kedeligt, og der er sikkert ikke nogen i familien der har lyst til at stille op til fotografering. Så det er nok en meget god dag at lade kameraet ligge. Men til gengæld skulle du prøve noget helt nyt – nemlig læse manualen til dit kamera.

Jeg ved godt at manualen ikke er det du elsker at læse - men der er vigtig information at hente i den

Jeg ved godt at manualen ikke er det du elsker at læse – men der er vigtig information at hente i den

Der er meget mere information i manualen til dit kamera end du tror. På vores fotografiske grundkursus oplever jeg ofte at de spørgsmål som folk stiller nemmest løses ved at kigge i manualen. Men der er bare ingen der læser den (eller næsten ingen i hvert tilfælde).

Vores brug af manualen følger tit et helt bestemt mønster. Vi køber et nyt kamera, åbner æsken og flår alting ud. Kabler, batterier, oplader, objektiv og kamerahus. Så sætter vi batteri i kameraet og tænder for det. Begynder at eksperimentere. Måske skal batteriet lige lade lidt op så vi tager manualen, bladrer den igennem, og lægger den så væk. Herefter ser vi ikke meget mere til den. Måske er den endda blevet væk.

Det er ikke fordi jeg ikke forstår det. For kamerafabrikanter er ikke forfattere. Manualerne der følger med kameraet er oftest dårligt skrevet, elendigt oversat og trykt i en lille fedtet bog som er grim og besværlig at have med at gøre.

Læs den manual (igen)

Men det er her vi begår en fejl. For manualen er meget mere værd efter vi har brugt kameraet lidt. Når vi læser den efter at have fotograferet med et kamera i nogen tid opdager vi nye funktioner – og jeg vil vædde med at hvis du tager den frem lige nu vil der være mindst en ting som giver dig en aha-oplevelse.

Når du er færdig med at læse denne her artikel synes jeg du skal tage din manual, og så begynde at læse i den mens du har kameraet ved siden af dig. Når du støder på noget du ikke vidste så afprøv det med det samme. Du vil helt sikkert finde noget som du ikke vidste dit kamera kunne.

Men altså … min manual er blevet væk

Det sker temmelig tit. Det sker f.eks. næsten altid for mig, men jeg er også et større rodehovede end du er. Men det er heldigvis noget man kan gøre noget ved. For stort set alle manualer ligger på nettet, og er ret nemme at finde. De er næsten altid i PDF-format, hvilket har den yderligere fordel at du f.eks. kan gemme den, og læse den, på din smartphone eller tablet. Så har du altid manualen ved hånden.

Hvis du er Canon-bruger kan du finde links til alle kameramodeller her – du klikker bare på dit kamera, og kan så vælge at søge efter manualer. Til Nikon er linket her, hvor du bare skal trykke på “Brugsanvisninger” og så finde dit kamera. Hvis du skulle bruge Sony kan du finde din manual her ved at klikke på typen af kamera, finde din model og så trykke på “manualer der kan downloades”. Andre fabrikanter har helt sikkert også manualer på deres hjemmeside. Ellers kan jeg anbefale søgningen “[dit kamera] manual”, som f.eks. “fuji x100s manual” – og så ligger linket lige der. Google er din ven.

God læselyst. Husk at du kan følge Fotografikurser.dk på Facebook og Google+, hvor du også kan stille spørgsmål.

Tagged on: , ,