Guide til eksponering 1 – Introduktion

For noget tid siden spurgte jeg på Fotografikursers Facebook-side, og i vores åbne Facebook-gruppe, hvad I gerne ville have artikler om – og et af foreslagene lød: eksponeringstrekanten. Derfor starter denne serie på 5 artikler om eksponering og eksponeringstrekanten forklaret for begyndere.

guide_eksponering1Når vi taler om eksponering, så taler vi om processen, hvor vi udsætter sensoren (eller filmen for lys). Korrekt eksponering handler om at lade den korrekte mængde lys ramme sensoren og dermed skabe et korrekt belyst billede. Og det er i den sammenhæng at vi taler om eksponeringstrekanten der består af tre ben:

  • ISO – sensorens lysfølsomhed
  • Lukkertiden – den tid sensoren bliver udsat for lys
  • Blænde – størrelsen af det hul som lyset strømmer ind igennem

Ved at have kendskabet til de tre begreber, og den måde de spiller sammen på, kan vi begynde at arbejde bevidst med vores fotografi. Vi kan begynde at tage bevidste valg – valg der ikke handler om teknik, men om æstetik. Valg der har indflydelse på, hvordan vores billeder ser ud. Valg der er bestemt af det vi forsøger at skabe.

I denne første video bliver du introduceret til grundbegreberne i eksponeringen.

I næste del af serien kan du lære om ISO (klik her for at gå til den). Og husk at følge Fotografikurser på Facebook, hvis du vil have besked når der kommer nye artikler, videoer, podcasts og kurser. Se vores kursusoversigt på forsiden, for at finde flere muligheder for at blive klogere på fotografiet.

Kommentarer (Google+)

Powered by Google+ Comments