#fredagsbog – Gregory Heisler: 50 portraits

Det er på mange måder en imponerende bog som Gregory Heisler har begået. På en gang monumental, tung og frygtindgydende og på samme tid afdæmpet, undskyldende og forklarende.

DSCF4293I “50 portraits” fortæller Gregory Heisler med sine egne ord om 50 portrætter han har lavet. Og jeg skriver med vilje “lavet” fremfor “taget”. For det her er billeder der er udtænkt, konceptualiseret og udført. Næsten intet er overladt til tilfældighederne. Selv når det ser tilfældigt ud er der en masse tanker og valg bag det.

Bogen er opbygget som en række af essays – et for hvert portræt. Portrætterne er ordnet sådan at de første 26 er i sort/hvid – resten er i farver. Der er noget semi-kronologisk i opbygningen, men der er ikke datoer på billederne så det er svært at afgøre. Men det her er heller ikke en udviklingshistorie. Der er ingen rød tråd gennem bogen. Hvert essay kan læses som en enkeltstående artikel.

I hvert essay beskriver Gregory Heisler situationen billedet er taget i. Lidt kort om situationen og personen, og lidt om hvad billedet skulle bruges til. Derefter en dybere gennemgang af, hvordan optagelsen fandt sted. Hvilke tanker gik gennem Heislers hovede da han forsøgte at skabe billedet. Hvilke rekvisitter? Optaget i studie eller i et miljø. Ofte er det anekdotisk, og altid er det meget personligt. Bogen er fyldt med sætninger som “I wanted to make photographs that seemed as if you were looking through an incredibly clear windows right at these banjoists” (om Morgan Sexton), “I believed that he needed to be shot as a swimmer, in context, with a pool” (om Michael Phelps), “Typically, I prefer to scout around, narrow my options down, and focus in on one particular scenario that best sums up the story. That afternook, though, I just didn’t want to leave. I shot all of my ideas.” (om Joni Mitchell). Sætninger der understreger hvordan Gregory Heisler tænker sine billeder. At han ikke bare tager billeder, men virkelig laver portrætter.

I den sidste del af hvert essay er der et afsnit med overskriften “Thoughts on Technique”. Her bliver man præsenteret for nogle af de mere tekniske aspekter omkring billedet. Hvordan er det belyst? Hvilket kamera blev brugt? Her kan man mærke at Heisler besidder den essentielle dobbelthed som den fremragende fotograf skal have. At have en klar kreativ vision for det billede som skal skabes – og have en 100% forståelse af kameraet som et værktøj, og en evne til at bruge det til at få visionen til at blive til virkelighed. Men man er ikke i tvivl om, at teknikken er noget sekundært. Det handler primært om at have indsigten i motivet. At kunne forstå menneskemødet og have brugt den nødvendige tid på at forstå, hvem det er om er på den anden side af kameraet. Hvad er deres historie? Hvad er det som gør, at netop denne person er interessant. Med den baggrund vælger Heisler sit kamera, sit objektiv, sin film (samtlige billeder i bogen er skudt på film), sine lamper og sin komposition.

I hele bogen er Gregory Heisler ydmyg og forklarende. Der er en undertone af usikkerhed. Afsnittet om Morgan Sexton indledes f.eks. med sætningen: “I am ashamed of this picture.” I stort set hvert eneste essay roser Heisler sine motiver fremfor sig selv. Om Liv Tyler skriver han: “Then there’s Liv Tyler. She’s already beautiful. No sorcery, or retouching, required. Stevie Wonder could photograph her.”

I “50 Portraits” får vi de personlige historier om 50 fremragende portrætter. Vi får lov at kigge ind i den ydmyge troldmands værksted. Og når man er færdig med bogen ville man ønske at den hed “100 portraits”.

Hvis du interesserer dig for portrætfotografi – så husk på at der den 11. maj 2014 er kurset Portrætter i Naturligt Lys i København. Der er stadig ledige pladser.

Kommentarer (Google+)

Powered by Google+ Comments