Guide til eksponering 5 – Kameraets programmer

I de foregående episoder af “Guide til eksponering” har vi været igennem ISO, lukkertid og blænde. I dette afsnit slutter vi serien med at tale om kameraets programmer, og hvordan man bruger elementerne i praksis. Hvis du er gået glip af de forudgående afsnit af guiden kan du finde dem her.

pasm2En ting er den grundlæggende forståelse for hvad ISO, lukkertid og blænde er – noget andet er, hvordan du bruger det i praksis. Det handler om kameraets programmer og den måde som dit kamera indstiller eksponeringen.

Øverst på dit kamera sidder der sikkert et lille drejehjul. Her kan du vælge mellem de forskellige optageprogrammer. Alt efter kameramodel er der mange eller få. Nogen kameraer har en masse særlige “motivprogrammer” som indstiller kameraet til at tage portrætter, billeder i tusmørke, billeder af folk på mountainbike eller billeder af grå katte i solnedgang. Det er programmer som kamerafabrikanterne har skabt for at gøre det nemmere for dig. Det eneste problem er, at langt de fleste mennesker jeg møder på vores fotografiske grundkursus ikke synes det er nemmere. Det er sværere.

I denne video forholder vi os til de fire programmer som alle spejlrefleks og systemkameraer har. De fire helt grundlæggende funktioner, som gør det muligt for dig at tage kreativ kontrol over dit fotografi. De er:

  • P – program – kameraet måler lyset med den indbyggede lysmåler og indstiller blænde og lukkertid på baggrund af denne måling
  • S / Tv (det hedder Tv på Canon-kameraer) – lukkerprioritet. Du bruger drejehjulet til at indstille lukkertiden. Herefter måler kameraet lyset med den indbyggede lysmåler og indstiller blænden.
  • A / Av – blændeprioritet. Her bruger du drejehjulet til at indstille blændeåbningen. På baggrund af lysmåleren vælger kameraet så den lukkerhastighed der passer til dit valg.
  • M – Manuel. Du indstiller både lukkertid og blænde. Kameraets lysmåler fungerer kun vejledende. Du kan altså vælge at over- eller undereksponere og dermed bevare mere kreativ kontrol over dit fotografi. Du kan også lave fejl. Men de gør dig tit også klogere.

Se mere om kameraets programmer i videoen her

Dette var sidste del af serien om eksponering. Håber du fik noget ud af det. Skriv gerne i kommentarerne herunder, hvad vi skal kaste os over næste gang. Og husk at følge Fotografikurser på Facebook, hvis du vil have besked når der kommer nye artikler, videoer, podcasts og kurser. Se vores kursusoversigt på forsiden, for at finde flere muligheder for at blive klogere på fotografiet.

[gp-comments]