Et festfyrværkeri udi portrætter af klassiske musikere.

52770-pJeg har glædet mig som et barn til jul til, at denne bog skulle se dagens lys. Og så blev jeg oveni købet inviteret til bogreceptionen da den udkom en våd mandag aften i November.

Der er receptioner …… og så er der uforglemmelige receptioner. Og udgivelsen af ” Everybody loves classical music” var en af de helt særlige oplevelser. Fotograf Nikolaj Lund havde til receptionen inviteret en unik håndfuld klassiske musikere til intim koncert i Juhl-Sørensen lokaler i København og det blev en sjov, intens og bevægende aften – ligesom bogen er det.

Det starter et helt andet sted for Nikolaj Lund der afsluttede sin klassiske musik uddannelse med en master degree i cello i 2006. Grundet forskellige omstændigheder, startede Nikolaj nogle år senere på fagfotograf uddannelsen, og inden den blev færdig, fik han så meget vind i sejlene med sit usædvanlige fotografi, at han i dag har skabt sig en international fotografkarriere.

Men tilbage til bogen. Rent fysisk er den en fornøjelse til alle sanser. Den dufter af ny trykt bog, på den rigtige måde. Smudsomslaget er blødt og sanseligt. Og under dét er et lærredhardcover indfarvet i en fræk orange farve, hvorpå titlen er trykt i hvid serigrafi .

Siderne i bogen er fint sat op, med masser af plads, og mange rene sider så der oftest er fokus på ét billede pr. opslag. Medmindre det er hele spread eller billeder der taler sammen over siderne, for at udgøre den visuelle rytme der skaber en god bog.

Det må have taget en krig at sætte bogen op, men det er tydeligt, at designer Helene Ingerslev fra Wet designerDog og fotografen har formået at danse, til den sad lige i skabet.

Billederne af de klassiske musikere er taget over en 5 årig periode mellem 2009 og 2014. Og billederne stråler af en entusiasme og glæde, så stor, som man næsten kun kan have når man er forholdsvis ny i faget og helt uden begrænsninger i det iscenesatte portræt. Der leges med lys, instrumenter, himmel, hav, kompositioner, sand, sne, tyngdeloven og årstider. Og det er krydret med mange af fotografiets måder, metoder, tricks, sjove perspektiver og kompositioner. Med andre ord så spilles der på alle strenge (undskyld men den lå lige til højrebenet), og det giver en forrygende musik.

Det er noget af en kunst at kunne få mennesker der ikke er vant til at blive fotograferet til at agere og se ud, men det mestrer Nikolaj Lund til fulde. Man glæder sig til at vende den næste side i bogen og blive overasket på ny. Og man bliver overvældet af al den opfindsomhed, poesi, grænseoverskridelse, humor, leg og alvor- der indgår i alle portrætterne.

Og så er der billeder hvor man må dvæle længe og som tager lang tid at komme videre fra. Som på side 112 hvor den indfølende stilhed i portrættet af Dirigenten Joana Mallwitz er så bevægende i nærvær og mystik, at man dårligt kan trække vejret.

Tillykke Nikolaj, med en flot bog, der i mine øjne får transformeret kærligheden fra 2 fags passioner til en slags kymisk bryllup i visuel glæde for fotografiets leg og den klassiske musik.

Eller som violinisten i The Danish String Quartet sagde til bogreceptionen: ”Nikolaj, bliv ved med at gøre det du gør, for vi har brug for det.” Og det har han så inderligt ret i.

Bogen kan købes her: http://ajour.dmjx.dk/shop/Eng/everybody-loves-classical-503p.html

Og fotografens hjemmeside kan besøges her: http://nikolajlund.com