Individuel foto feedback – vejen til det bedre billede – Lørdag d. 18. November 2017 – Århus

Denne dag er for dig, som er igang med et fotoprojekt, forbereder en udstilling eller som blot ønsker at få en professionel fotograf til at se på et udvalg af dine billeder. Med over 40 års erfaring som professionel fotograf giver Ann Malmgren dig individuel feedback på dine fotografier - og peger dig videre i din fotografiske udvikling. Det er et kursus for dig der arbejder seriøst med fotografiet - uafhængigt af din genre eller dit fotografiske udstyr. Det handler ikke primært om det tekniske, men om det kreative og om dit særlige udtryk.

Kurset er med max 8 deltagere, så der er tid til den enkelte. På kurset kan du bla. få feedback på:

  • Hvad gør dit fotografi unikt?
  • Hvor er du henne i din fotografiske udvikling?
  • Hvilket forbedringspotentiale er der i dine billeder?
  • Hvad kan du gøre ved din fotografiske metode? Dit workflow?
  • Hvor kan du hente din inspiration?
  • Er der aspekter i det tekniske du med fordel kan arbejde med?
  • Hvad kan du forbedre i din efterbehandling?
  • Har du den rigtige tilgang til at fotografere?
  • Hvor er din fotografiske vision?

Feedback tager udgangspunkt i dig og dine billeder. Du får råd og vejledning der er specifikt rettet mod det du vil udtrykke og det du ønsker at bruge dit fotografi til.

Før kurset udvælger du 15-25 af dine billeder. Med hovedvægten på dine bedste billeder -men evt. også gerne en blanding af dine bedste billeder, og de billeder, hvor du føler der er potentiale, men hvor du også kan mærke at det ikke er helt realiseret. Hvor du har brug for at blive peget i den rigtige retning. Du sender dine redigerede billeder til Ann Malmgren før kursusstart ( du får mail adressen ved tilmelding) - og medbringer dem på kurset i høj opløsning på en USB stik.

Udgangspunktet for feedback er disse billeder - og det kan være indenfor alle genrer og typer af fotografi. Feedback er tilpasset til det du ønsker at opnå, og det fotografiske potentiale som er i dit arbejde.

Kurset starter med et teoretisk oplæg fra Ann Malmgren. Her vil du få en forståelse for, hvad det er som gør et fotografi til noget særligt. Du får tips til: komposition, beskæring, redigering , farveholdning, idé, teknik og meget mere. Kort sagt - en gennemgang af hvilke elementer der indgår i skabelsen af det gode billede.

Derefter er der afsat en 20-30 min.  pr. deltager til en gennemgang af de fremsendte og medbragte fotografier. Ann ser på dit arbejde og peger dig konstruktivt videre. Det handler om din vision og dine billeder - og hvordan du kan realisere det. De andre kursister er med og lytter til gennemgangen. Der er tavshedspligt på kurset da det er vigtigt for os, at det er et fortroligt rum, hvor alle kan føle sig trygge.

4-ok-natpark-fotofeedback-colllage-vejen-til-det-bedre-billede

Fotograf Ann Malmgren er uddannet fag, portræt + reklame fotograf. Ann har en lang og vidtfavnende professionel karriere i bagagen – og har leveret fotos til et hav af danske og udenlandske aviser, magasiner og hjemmesider – herunder Alt for Damerne, Sampension, Børsens Nyhedsmagasin etc.

Desuden er Ann en erfaren og begejstret underviser der kan få dig til at se muligheder i samspillet imellem dig, dit kamera og det du fotograferer på en ny, anderledes og inspirerende måde.

-

Tidligere deltagere på kurset siger:

Kære Ann
Tak for et særdeles inspirerende og givende kursus om at få "boostet" vores individuelle fotos.
Det var fint at du i din intro gennemgik fotografiets udtryk, virkemidler og fælder.  Det gav referencerammen for det videre forløb, og så kan man uanset erfaring ikke blive mindet nok om det helt grundlæggende.  Det fortaber man ofte i- sit nørderi, hvor problemstillingerne på et smalt område fylder det hele, og man glemmer at forudsætningen for fx et godt foto er grundlæggende at få tændt kameraet og få rettet linsen imod motivet.
Jeg fik rigtigt meget med mig, både fotografisk/teknisk og på det personlige plan.  Det sidste var for mig det vigtigste, da jeg var rimeligt ude i tovene med den retning jeg skal arbejde.  Der gav du mig meget inspiration og lidt ro på frustrationerne.
Jeg er dybt imponeret over din styrke, at du som personen i focus kan holde et sådan momentum og koncentration gennem en lang arbejdsdag.
Mange tak, Kærlig hilsen Lars Brejnbjerg
-

Kære Ann

Tak for et godt kursus i lørdags - det var spændende. Hermed feedback som lovet: At vise sine fotografier frem – sit hjerteblod – kræver et særligt rum, hvor eleven ikke føler sig udstillet eller blottet, men oplever, at den ansvarshavende underviser formår, at skabe et trygt og tillidsfyldt rum med klare retningslinjer/rammer/forventningsafklaringer i dette, samt ”walk the talk” – at holde sig stringent til dette. Forståelse for elevens udtryk og udviklingstrin kræver mere end livslang erfaring med fotografi. Det kræver menneskelig indsigt, omsorg og en god portion nærvær. Alt dette mestrer Ann.

Krydret med sjove anekdoter og meget velforberedt, differentierer Ann med lethed mellem nybegynderen og den erfarne. Elever på vidt forskellige niveauer får alle udbytte af høre de andres feedback og hæves således alle i den fotografiske dannelse. Kursisterne udvikles således i overvejelserne omkring egne og andres fotografier og tvinges til at se ud over egne idealer og mål.

Ann ser elevens næste udviklingstrin og bidrager gavmildt med sine over 40-års fotografiske erfaring, så alle kommer hjem med en passende fremadrettet opgave - det lille ærlige skub.

Jeg bliver personligt bekræftet i, at jo mere kompetent, des mere ydmyg, respektfuldt og jordbundet i refleksionen over andres frembringelser.

KH Helene Hennings

Det praktiske:

Ved tilmelding modtager du en mail, med oplysninger om, hvordan du skal sende dine redigerede billeder til Ann. Desuden skal de medbringes på kurset på USB-stick, iPad eller computer.

Kurset foregår centralt i Aarhus.

Info: Der er p.t. 5 ledige pladser.

Dato og tid: Lørdag 18. November 2017 - fra 9 til 16 (slut tidspunkt kan variere, hvis der er færre deltagere end 8)

Price: DKK950.00

Loading Updating cart...