Vær med til at lave de ultimative handsker til fotografer

I vinter, tidligt forår og sent efterår kan det være en usædvanlig kold fornøjelse at fotografere udendørs, og dem som har forsøgt sig med at fotografere med handsker på ved at det også kan være utrolig besværligt, da knapperne på et moderne DSLR ikke ligefrem er “handskevenlige”. Så løsningen for mange af os er handsker uden fingre – sådan nogle som lystfiskere også bruger.

Dorthe Flarup Mikkelsen - handskemageren.dk

Dorthe Flarup Mikkelsen – handskemageren.dk

Men fiskehandsker er ikke ideelle. Først og fremmest er de grimme. Og de er lavet til lystfiskere – ikke til fotografer. Så de er og bliver en nødløsning.

Det er et problem som bør løses, og derfor er fotografikurser startet i et samarbejde med danmarks eneste arbejdende handskemager (handskemageren.dk) om at få lavet et par særlige handsker skræddersyet til fotografer og de behov vi har.

Kom med dit bud

Og det er så her DU kommer ind i billedet. For hvilke behov har vi. Vi vil gerne starte en proces, hvor du som fotograf kommer med bud på hvad sådan nogle handsker skal kunne. Hvad har du behov for?

Feltet er helt åbent lige nu. Skal der være lommer til SD-kort? Indbygget skruetrækker til at stramme stativskruen? Skal det være uden alle fingre, eller skal bare to eller tre være frie? Skal det kun være fingerspidserne der er frie? Det er naturligvis kun nogle eksempler – men jeg vil ikke komme med flere, for jeg vil ikke forhindre dig i at tænke helt ud af boksen.

Benyt dig af kommentarfeltet herunder – kom med dine ønsker og bedste bud. Og brug “+1” til at stemme for ting du også gerne vil have. Lad os få en debat igang og lave de bedste fotografhandsker nogensinde. Det må være vores fælles ambition.

Vi håber på at få en masse gode ideer fra jer – og glæder os til at handskerne skal gøres til virkelighed og kan bestilles – skræddersyet til den enkeltes hånd og behov.

[gp-comments]